NORDJYSKE – 11. juni 2017
Af: Niels Henriksen
Markedets bedste maskiner, dygtige og erfarne medarbejdere samt stram styring af processen er afsæt for en markant udvikling i nordjysk pelseri.
Franz Struntze – Danpels
Skindet er minkavlerens guld. Derfor er det afgørende for avleren, at hans skind behandles med stor kyndighed og erfaring. Selv ganske små fejl eller skader på skindet kan betyde en forskel på tusindvis af kroner. Hos Danpels ved Aars har indehaver Franz Struntze og hans medarbejdere skarp fokus på at tilbyde kunderne den bedste kvalitet og en attraktiv afregning. Midlet er markedets bedste maskiner, som for en dels vedkommende er udviklet på pelseriet, en stab af dygtige og erfarne medarbejdere og ikke mindst en stram styring af processen.
– Pelsning af mink er i høj grad en tillidssag. I højsæsonen håndterer vi minkskind for flere hundrede millioner kroner, og derfor er det nødvendigt, at avlerne har tillid til, at vi behandler deres skind på den mest optimale måde overhovedet. Vi arbejder sammen med nogle af branchens dygtigste avlere, og de forventer naturligvis, at vi er mindst lige så dygtige og professionelle i vores håndtering af deres skind, påpeger Franz Struntze, der egentlig er udlært smed, men som også er ud af en minkavler-familie. Hans bedstefar etablerede således sin første minkfarm i 1953, og Franz Struntze blev i 1998 tredje generation af minkfarmere i familien.
Nye lokaler og nyt navn
Pelseriet har eksisteret siden 1999, hvor Franz Struntze med hjælp fra et par medarbejdere pelsede 86.000 mink hjemme på gården. Men i takt med, at flere og flere avlere viste deres interesse for at få håndteret deres skind med største faglighed, meldte behovet for mere plads sig, og i 2008 flyttede pelseriet ind i den tidligere tekniske skole på Aggersundvej. Samtidig skiftede pelseriet navn til Danpels, og i dag håndterer virksomheden ca. 700.000 skind for godt et halvt hundrede avlere fra det meste af landet.
– November og december er vores højsæson. Her samler vi mink ind fra avlerne. Alle dyrene flås i november, og de første skind gøres klar til sæsonens første auktion hos Kopenhagen Fur i februar. De skind, der skal sælges på de efterfølgende auktioner i marts, april, juni og september fryses ned og behandles
de følgende måneder, forklarer Franz Struntze, der har en tæt kontakt til både auktionshus og avlere gennem hele sæsonen.
Kvalitetskontrol er altafgørende som Kopenhagen Fur certificeret pelseri
Certificeret pelseri
– Vi er et Kopenhagen Fur certificeret pelseri. For os er det vigtigt, at vi har en åben dialog med vores kunder, som typisk kommer på besøg og overværer arbejdet på Danpels mindst én gang i sæsonen. Mange af vores kunder er ældre og meget erfarne minkavlere, som for de flestes vedkommende selv har pelset mink i adskillige år. De ved, hvordan et minkskind skal behandles, for at det kan sælges til den bedste pris. Derfor er det vigtigt for os, at avlerne kommer på besøg og med egne øjne ser, at vi lever op til deres tillid og gerne tager imod gode råd, understreger Franz Struntze, der ofte tilbyder nye kunder en prøvepelsning, så de kan opleve, hvordan Danpels behandler deres skind.
– Vi kan som udgangspunkt ikke gøre avlernes skind bedre, men hvis vi ikke behandler dem rigtigt, kan vi risikere at gøre dem dårligere og dermed får kunden en lavere pris på auktionen. En del af vores vækst skyldes dog, at vi i processen har succes med såkaldt omtaning, hvor vi som de første i branchen tog en særlig teknik i anvendelse, således at skindet strækkes optimalt ad to omgange – uden at gøre skade på det. Jo større skind, jo bedre pris til avleren.
Danpels har stor succes med omtaning som giver en bedre pris til avleren
Proces og maskiner
– Men også styring af processen, hvor vi dag for dag registrerer eventuelle fejl, er en del af vores succes. Ved at følge processen tæt kan vi hele tiden rette ind og optimere. Endelig er vores maskinpark enestående. Den består af de bedste maskiner på markedet. Nogle er standardmaskiner, mens andre er forbedret eller
endda udviklet hos os, således at vi til stadighed er i stand til at tilbyde kunden den bedste kvalitet, siger Frantz Struntze, der i højsæsonen beskæftiger op mod 100 medarbejdere, hvoraf de fleste har mange års erfaring med at pelse mink.