Dansk Pelsdyravl Nr. 3 – 1999
Af: Jacob Wendt Jensen
Foto : Baghuset

Franz Struntze, 23 år, ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, trods de lave skindpriser. Han har netop købt farmen i Østrup tæt på Aars, med knap 1400 tæver og skal sælge sine første skind om et års tid.

Egentlig er Franz Struntze smed af uddannelse, men da han havde arbejdet godt et år som smed, fik han lyst til at prøve noget helt andet.

– Jeg kunne ikke rigtig finde mig i at gå indendørs hele tiden og der har nok altid været en farmer gemt i mig. Jeg har arbejdet på min farfars minkfarm sammen med min far i de sidste to-tre år og derfor var det naturligt at tænke på at holde mink. Da De begge gerne vil arbejde mange år endnu på farmen i Gedsted, fik jeg en idé om at starte for mig selv. Selv om arbejdet gik fint os tre generationer imellem, vil jeg gerne vise, at jeg godt kan selv, siger Franz Struntze.

Franz kunne godt have købt et par halvtag  med mink hos farfaren eller købt et nedlagt landbrug i nærheden og startet med nogle få haller, men så hørte han om farmen i Østrup ad omveje. Med et pænt stort stuehus, en komplet minkfarm og et pelseri var det en uimodståelig ´alt i en pakke ´.

– Jeg fik vist et luftfoto af stedet og ringede straks til den forrige ejer samme aften. Han ville godt sælge og jeg ville godt købe og derfra gik det hurtigt.

Handlen blev hurtigt afsluttet til omkring halvanden million kroner og Franz Struntze overtog farmen kort før jul.

Stor investering
Det er ikke helt let som 23-årig sådan lige at rejse kapital til det store erhvervseventyr. Kreditforeningerne vil ikke røre pelsdyrerhvervet med en ildtang og den første bankrådgiver var heller ikke fyr og flamme.

– Rådgiveren i Unibank løftede pegefingeren og sagde, ´at hvis jeg havde været hans søn, syntes han nok, jeg kunne starte med lidt mindre` Selv om Unibank endte med godt at ville finansiere minkbutikken, så var deres rentesatser mærkbart højere end den lokale sparekasse. Med en lille udbetaling, et ejerpantebrev og banklån for resten fik jeg finanserne på plads, fortæller unge Struntze.

Han havde sparet sammen til en udbetaling og med en moderat produktionspris mener han, at de opstillede budgetter holder hjem.

– Med en produktionspris på omkring 150 kr. ser det ikke vanvittigt godt ud med den aktuelle salgspris, men de første skind skal jo først om et års tid. Sådan noget med at regne produktionsprisen ud er under alle omstændigheder svært. Hvis man er i godt humør, kan man få det til at se ud som om, man kan tjene penge på det hele og hvis man er i skidt humør, er der jo pludselig ingenting, som kan gå. Hvis jeg holder de opstillede budgetter skal vi nok klare det.

Alternativ indtjening
Da Franz Struntze så resultaterne fra den sidste auktion i Finland, blev han dog lidt klam et kort øjeblik, men han ser fortrøstningsfuldt på sin situation på trods af, at han er startet under en forhåbentlig mindre bølgedal i pelsdyrerhvervet.

– Jeg er ikke dårligere stillet end minkavleren med 1000 tæver, der ikke har et pelseri selv eller minkavleren med 4000 tæver og tre ansatte, der skal aflønnes. Han er bundet på arme og ben. Min forretning er nemmere at styre, hvis tiderne er dårligere. Selv om prisen på minkskind falder, har jeg mange alternative muligheder for at forrente mine lån. Hvalpeforskud fra Danske Pels Auktioner er en af dem. Der kan også være en forretning i at pelse for andre avlere. Falder priserne yderligere, kan jeg arbejde hos min far og bedstefar eller tage et andet job i en periode. Som ung kan jeg også altid gå ud på arbejdsmarkedet og tjene min forretning hjem, hvis det skal gå helt galt som i slutningen af 80´erne.

Hans bestand består i øjeblikket fortrinsvis af wildmink og sorte mink men der er også Silver, Safir, Pearl, Mahogony og pastel i bestanden.

Vil udvikle kvalitet
Først midt i februar holdt Franz op med at arbejde på sin bedstefars minkfarm i Gedsted på fuld tid. Han har dog planer om stadig at hjælpe til i perioder med spidsbelastning.

– Der er flere grunde til, at jeg fik lyst til at prøve kræfter med min helt egen minkproduktion. Blandt andet på grund af konkurrencen. Hele avlsarbejdet fascinerer mig meget. At man ved at få parret de rigtige dyr og give dem det rigtige foder gradvist kan udvikle bedre skind. Her il det tilfredsstille mig meget , at jeg selv har det fulde ansvar for produktionen, fortæller Franz Struntze.

Han er for beskeden til selv at sige det, men han har en hemmelig drøm om at komme på hitlisten over de fineste skind.

Et frit erhverv
Udover minkene bor Franz Struntze sammen med Lotte Riisgaard, der læser på pædagogseminariet i Aalborg. Hun er også godt tilfreds med at bo på landet, hvor hun dyrker sin egen dyrebestand. Den består af hundene Pjosker og Fridjoff, indtil flere papegøjer og fugle og en enkelt mink. Hun kæmper hårdt for, at den ikke skal pelses til efteråret.

– Jeg syntes måske projektet med at købe hus og farm var lidt vildt til at begynde med, men heldigvis har jeg ikke penge i klemme – jeg bor her kun, griner hun og fortsætter:

– Vi er begge to glade for at Franz får lov at slippe sin indre landmand løs.

– Ja , det er dejligt frit at være minkavler, siger han.

– Udover at der skal fodres en gang om dagen, kan de fleste andre ting laves, når det passer bedst i ind  i programmet. Man er sin egen herre og det passer mig fint. Det arbejde man lægger i forretningen, bliver også prissat meget bedre, end hvis man var på fabrik, men så er risikoen for at det kan gå galt den anden vej også større, konstaterer Franz.

Bakser med EDB
Farmen i Østrup er i god stand. For to år siden blev der for eksempel etableret nyt gylleopsamlingsanlæg og der er for nyligt købt nye hanner til bestanden. At der alligevel har været meget at se til, viser den lille detalje at antenneledingen ikke er sluttet til fjernsynet endnu – tre måneder efter indflytningen.

– Jeg har en lille kamp med at lære edb- systemet at kende i øjeblikket. Det er ikke lige min stærke side. Det her med at køre kort ud på hver enkelt dyr og sådan noget har jeg foreløbig en til at hjælpe med engang imellem.

Til gengæld er det en stor fordel, at jeg er udlært smed.

Den smedforretning jeg var hos lavede faktisk maskiner til pelsning og jeg har pudsigt nok i sin tid lavet de tre maskiner vi har her. Jeg har jo et mekanisk indblik i forvejen der gør, at jeg kan reparere det meste selv, siger Franz Struntze.